Esø, Tarm Renovationsselskab, 13. maj 2014

2014-05-13 18:30

21 medlemmer mødte frem til turen, hvor Niels Chr. Nikolajsen førte os via Lønborg til ESØ lidt syd for Tarm.

ESØ - der står for Egvad-Skjern-Ølgod - er i dag en affaldsvirksomhed for Ringk-Skjern og Varde kommuner. De tager imod både husholdningsaffald fra Rkb-Skjern kommune - og noget af Varde kommune samt genbrugsaffald fra f.eks genbrugspladsen i Ringkøbing. Herfra sorterer de det og sælger det. Der er ansat ca. 34 på ESØ, der årligt modtager 185.000 tons affald. Ca. 53% bliver genbrugt, ca. 23% er husholdningsaffald, der typisk bliver sendt videre til Vestkraft i Esbjerg til forbrænding, 19% er brændbart affald - og sendes også til Esbjerg og så går kun ca. 4% på losseplads/deponi og 1% farligt affald, der sendes videre til f.eks Kommunekemi i Køge.

Bent fra ESØ tog i mod os ved indgangen og herefter var vi på rundvisning ude på pladsen, der strækker sig over ca. 60 HA. Området er en tidligere grusgrav og i “gamle dage” en traditionel losseplads, hvor tingene blot blev deponeret - altså smidt i grusgraven. I dag er området hævet fra det normale terræn, da man går ovenpå affaldet. Da der ligger rigtig meget husholdningsaffald indeholdende meget organisk materiale, udvikler lossepladsen i dybet gas - nok til at forsyne a. 60 husstande. Gassen udvindes og bruges bl.a. til at forsyne en 6 cylinderet MAN-motor, der producerer 40-60 kwh strøm.

Efter en rundtur på pladsen kom vi ind til kaffe og kage - og Bent fortalte om ESØ. Han fortalte bl. a. at en tidligere miljøminister havde udtalt, at vi i DK smider alt for meget mad ud i skraldespanden, og at det udgør 40% af vores skraldespands indhold. Det havde de tjekket for et par år siden, ved at sortere en gades husholdningsaffald i Ringkøbing-Skjern Kommune og Varde Kommune - og her viste resultatet 41% - egentlig lidt rystende.

Efter godt 2 timer vendte vi næsen mod Ringkøbing efter et spændende besøg på ESØ.

Se billederne fra turen her